Nyheder 2011

Tirsdag den 2. august 2011.

Der var mødt cirka 20 medlemmer op til en træningstur i det fine vejr. Efter v den hyggelige snak ved klubhuset fik vi sat gang i cyklerne og fulgtes til Dybbøl, hvor vi opdeltes i en A- og et B-hold.

Jeg tog for første gang en tur med A-holdet. For kun ved at blive udfordret kan man afprøve sig selv. Og jeg blev hurtigt prøvet af, for det var 5 super hurtige folk, jeg var kommet sammen med. Ret hurtigt kom jeg til at hænge ganske få meter bag ved, og allerede efter cirka 10 km måtte jeg konstatere, at jeg helt sikkert ikke kunne holde til tempoet længe. Da jeg blev samlet op 2. gang fortalte jeg, at de bare skulle køre deres tempo på turen, men jeg fik at vide, at de ville vente på mig. Men da jeg igen efter ganske få km igen blev hægtet af, lod jeg ”knægtene” køre videre. Så ved Adsbøl forlod jeg ruten, og kørte i mit tempo Allsundløbets rute baglæns fra Nybøl, over Broager, Skeldemark, Vemmingbund og til klubhuset alene. Personligt er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg efter de første knap 20 km hvor gennemsnitshastigheden nok har været omkring de 32 – 34 km/t  stadigt havde kræfter nok i benene til at holde et gennemsnit på knap 28.5 km/t de sidste 43 km på turen. Min tur blev på i alt 73 km denne aften.

Som jeg skrev i min indledning til denne beretning, så kan man kun blive bedre af at udfordre sig selv, og jeg har intet i mod, at tage en tur med de ”hurtige” endnu en gang, for jeg kan sagtens acceptere at falde fra, bare jeg selv får noget ud af det.

Dog vil jeg give nogle lidt ret – vi er lidt for dårlige til at inddele os i passende hold, og jeg synes, at vores opdeling i 2010 i 4 grupper : A, B1, B2 og C faktisk vil passe bedre end vores nuværende.

Jeg glæder mig til hver tur med klubben – og  håber, at man kan acceptere, at jeg en gang i mellem tager en tur på et hold, hvor jeg nok ikke lige hører hjemme – ENDNU !!!

Hilsen Morten

 

Skærtorsdag 21. april 2011

Der var ikke så mange der mødte til træning denne skærtorsdag. Mange er bortrejst og nogle har påsketraditioner, der skal holdes.

Der var dog 7  medlemmer, der holdt sammen hele vejen.

Turen gik til Sundeved via Dybbøl Banke til Nybøl – Gråsten – Felsted op over Krusmølle, og derefter sydpå til Søgård og videre til Rønshoved.

Derpå direkte (næsten) hjem til Sønderborg.

Da Arne hørte vi skulle over Krusmølle, kørte han direkte hjem J!

Hans Jacobsen forlod os ved Lundsbjerg, han ville tage en længere tur end os.

Nu var vi fem tilbage, Jørgen Rudbeck trak os hjem til Sønderborg.

Vi nåede da en køretur på ca. 75 km. Var i mål ved 1-tiden.

En herlig tur i et herligt vejr, nok den varmeste dag til nu. Alle havde da også de korte bukser på.
Hilsen Henry

 

Søndag den 10. april 2011

En herlig søndag, hvor 18 friske motionister mødte op til træning kl. 10.

Lars overtog jobbet som turleder. Vi startede samlet med opvarmning ud til Kirke-Hørup. Efter vores aftale passede det fint med de 10 km. I Kirke-Hørup blev vi så opdelt, det blev til 13 på det lidt hurtigere hold (B), og de sidste 5 (50+).

Alle blev enige om, at vi skulle en tur rundt på Kegnæs. Med et par afstikkere ind over nogle små landsbyer, nåede vi også derud.

Det var næsten blikstille, den lidt skarpe vind vi fik i hovedet, var tildels den vi selv skabte. En sejlsportsmand har engang forklaret: Ved 0 vind, skaber man, ved 30km./t. ca. 6 s/m.

Med andre ord, så havde vi konstant modvind!?

Det andet hold så vi aldrig mere til.

Efter Kegnæs kørte vi fra Skovby ned over Lysabild – Sarup – Fynshav og derfra direkte mod Sønderborg.

Det skal nævnes, at vores ældste medlem (Henning D.) trak næsten hele vejen. Godt gået Henning, du er trods alt over 70!

Alle havde lidt småtravlt med at komme hjem, da der var cykelløb i TV fra kl. 14.

Enkelte kom tilbage til klubhuset, udover undertegnede kom Benny og Villy, men det var fordi de skulle have bilerne med hjem.

Temperaturmæssigt, så startede vi med 7-8 gr. og sluttede med 16-17 gr.

Vores tur kom op på små 85 km. Et snit på ca. 26 km./t, er nu heller ikke dårligt!
Hilsen Henry

 

Torsdag den 7. april 2011

Torsdag aften den 7. april kl.18:00 mødte der hele 28 op til torsdagstræning, trods en stiv,skarp vind fra NV.

Forresten allerførste gang vi prøver at træne på en torsdag.

Der blev igen inddelt i hold. A-holdet kørte henunder den nye bro, og 50+ -holdet, med Finn som turleder, kørte mod Sdr. Havnegade.

Der var kommet 2 fra C-holdet, men de kørte med os på 50+. Vi var så ialt 15 på vores hold. Stille og roligt tog vi en promenadetur ud til Sønderskoven. Da vi kom indover Huholt og Vollerup var opvarmningen slut, selvom det var svært at få varmen i den stride vind. Nå ja, vi havde da forresten medvind, så det gik endda.

På tidspunktet hvor vi nåede ud mellem Høruphav og Mintebjerg, gav Finn os frie tøjler med spurt ud til Lebøl. Der blev opsamling på toppen, inden vi fortsatte til Tandslet, Jestrup med opsamling igen ved Tovrupkrydset.

Da var der nogen der “hang”. Derfor delte Finn os der, så nogle kunne skyde genvej indover Gammelgård og resten fortsatte til Asserballe. Vi aftalte at mødes i Ketting, hvilket også virkede fint. Gammelgård-folkene stod der allerede.

Nu fik vi rigtig modvind, det var hårdt, men hjem det skulle vi, ind gennem Augustenborg, og direkte tilbage til Sønderborg, med en lille sløjfe ud til Kær.

Det var bare om at finde læ bag en bred ryg. På det tidspunkt var det 7gr., men føltes som minus 7!

Vi nåede at cykle 44 km., var inde kl.20:00. Meget pænt – blæsten taget i betragtning.

Efter et kvarters hyggesnak og anekdoter, kørte alle hjem. Tak til Finn for en rigtig god tur og god rute.

 

Hilsen Henry

 

3. april 2011

Søndag morgen så det ikke så godt ud – vejrmæssigt. Det småregnede lidt, så man tænker: Skal, skal ikke, men det blev til skal. For da tiden var inde til afgang på vores første træningstur, var det faktisk tørvejr.

Der mødte 20 morgenfriske op, incl. en gæst, og der blev straks inddelt i et A-hold og et B-hold.

Lars C. tog sig af A-holdet, og Henry tog sig af B-holdet.

B-holdet bestod af 8 som kørte en tur ud på Als. De første ca. 10 km. som opvarmning, som vi havde fået instrkser om på vores klubaften tidligere på ugen. Det var planlagt, at vi skulle udover Mjang/Mjanghøj, men ruten måtte ændres, da vi næsten ramlede ind i et cykelløb, så det blev til Ketting – til højre ud til Tandsletvej – Guderup istedet.

Ved Linak kørte vi op til Sjellerup – Elstrup og ud til Fynshav.

Vi skulle lige op over Høgebjerg, da vi nu alligevel var på de kanter. Vi søgte ud på Østkystvejen igen via Asserballe by til Pindesholm, hvor vi drejede til højre til Tandselle – Mommark – Sarup – Lysabild.

Der punkterede Otto M. Det gav et velfortjent hvil for nogen, der, ligesom Ottos hjul, havde tabt luften!

Blev så enige om at afkorte ruten lidt og køre direkte til Sønderborg via Vibøge – Mintebjerg – Høruphav.

Vi ankom til klubhuset ved 13-tiden, da sad der allerede nogen fra A-holdet og nød vejret. Solen var “brændt” igennem, men stadig var det kun en 10-12 grader og en frisk vind fra vest.

Vi havde tilbagelagt små 70 km.

 

Hilsen Henry (turleder).

 

Klubaften den 31. marts.

Vi var i alt 36 personer.

Klubben havde inviteret 2 piger, Kisser Rungholm og Lisa Hedekær fra Team Sønderborg(Rynkeby), til at komme og fortælle om turen til Paris i 2010.

Der blev vist billeder på overhead, og Kisser og Lisa skiftedes til at kommentere billederne.

Meget spændende at høre om deres baggrund, motivation og ikke mindst træningen forud og arbejdet med at indsamle sponsorkroner/naturalier til Børnecancer Fonden.

Man skal være indstillet på, at det er meget tidskrævende, men det er det hele værd, en kanon oplevelse, specielt efter en uge, at køre ind i Paris, og vide at man har gennemført, sagde både Kisser og Lisa.

Gør vi det igen? Ja, vi er begge med igen i 2011!

Hatten gik rundt, og der blev indsamlet godt 1500,- kr. De 1000,- af medlemmerne og 500,- gav klubben.

Det blev varmt anbefalet at sætte sig et mål og udleve det i virkeligheden og det kunne godt være en tur med Team Rynke Sønderborg til Paris.

 

Derefter var det Turudvalget:

Lars fortalte om, hvordan vi i den kommende sæson vil træne.

Der bliver fra start opdelt i hold, hhv.A,B,50+ og C.

Opvarmning de første 20 min. Eller ca. 10 km. Det er meget vigtigt for ikke at overbelaste kroppen, at der stille og roligt varmes op. Hans Jacobsen nævnte nogle fixpunkter, f.eks. ud til krydset i Broager eller Kirke Hørup, kunne være passende.

Meget vigtigt er også, at der er en turleder på holdene. Det er ham der bestemmer hvordan og hvorhen man cykler.

Vi skal være bedre til at “råbe” op gennem grupperne/holdet, og ligesådan ned gennem holdet, ved nogen “hænger” lidt, punkteringer, huller i vejen, forhindringer i det hele taget. Specielt bliver det slemt ved den nye motorvej i år.

Bedre til at samle op.

Turudvalget opfordrer til på hjemturen af følges ad fra Sønderborg byskilt og ned til klubhuset.

For at få mere gang i C-holdet, foreslår Turudvalget, at der ind imellem er nogen fra A el. B-holdet der kører med C-holdet.