Turbeskrivelser 2016
Herunder kan du følge vores ture gennem sæsonen
Tirsdag den 27. september
Vi var mødt 10 super seniorcyklister på formentlig årets sidste rigtige sommerdag.
Ja, vejret var med os, hvilket jo var en stor fordel, da vores maver skulle overraskes med ringriddere efter turen, og da solen jo går tidligt ned, og vi skulle være tilbage kl. 19.30, blev turen på 27 km.
Fra klubhuset kørtes til Ragebøl over Sandbjerg, hvor vi rastede gang, og snakken gik livligt om den forestående klubtur, som alle glæder sig til. Transport af bagage med mere blev aftalt.
Derefter gik turen videre til Ø.Snogbæk via V.Sottrup. Ad gammel Landevej til Åbenråvej, hvor de røde baglygter efterhånden blev taget i brug.
C-holdet kom op bagfra og kørte uden om os på vej til Ragebøl, hvilket ikke kunne afholde et par stykker af os at følge dem. Det lykkedes et par af os at følge dem helt til dørs. Det bevirkede dog, at der blev lidt spredning på ankomsten til klubben, men da det var årets sidste cykeldag for seniorernes vedkommende, håber jeg der kan ses mellem fingrene med vores racerinstinkt.
Der blev som sagt afsluttet med ringriddere ved hjemkomst (næsten præcis 19.30). Super velstegte pølser (grillede af Bjarne Sørensen. Tak til ham) blev indtaget med stor appetit og megen snak. Der blev sagt tak for i år. For nogens vedkommende fortsættes med vintercykling, spinning og andet. For andre ligger der en vinter forude inden vi ses. Nogen ses også til klubturen.
Hans Jacobsen
Tirsdag den 20. september
Tirsdag den 20/9 startede vi 9 cyklister, som sædvane, ud fra klubhuset, i det smukkeste sensommervejr. Turen gik op forbi rensningsanlægget, ud til Kær, derefter ud til lufthavnen, hvor vi samlede op, og så en flyver lande. Fortsatte gennem Ulkebøl, derefter til Augustenborg, hvor vi drejede til højre, for at køre over Lambjerg, ud forbi Hørup hallen, ned til Brugsen i Høruphav, og direkte til Sønderborg, hvor vi kørte, til venstre , af Borgmester Andersensvej , ud til Birgit, som havde inviteret, på sæson afslutnings kaffe, en uge for tidligt, men der er jo ringriderpølser næste tirsdag, så derfor. Tak for dejlig ostebord og lækker kage. Vi nåede ca . op på 33 km. Trist det er sidste gang, på tirsdag, men ses, forhåbentlig igen næste år ☺med frisk halm i cykelskoene
Hilsen Connie.
Tirsdag den 13. september
En fantastisk flot og varm aften, og vi var 14 på holdet, der kørte over Vollerup til Høruphav, Mjang, Majbøl, Mintebjerg, Høruphav og hjem. Da jeg var hjemme, havde jeg cyklet 34 km med en gennemsnitsfart på 17,5 km/t. Jeg ved, jeg har den tungeste cykel og er en af de ældste, men selvom jeg skulle finde på at købe en lettere cykel, er det ikke for at cykle stærkt, men for måske at have det lettere op ad bakkerne.
Jeg havde lavet turen sammen med Kirsten, men da jeg ikke har en chance for at følge de hurtige, aftalte vi 4 stop/opsamling undervejs (Spang/Chokoladebænken/Majbøl/Høruphav Super Brugsen). Ved Super Brugsen sagde vi farvel og cyklede hjem i det tempo, vi hver især havde lyst til.
Tina fortalte, at der ville være pølser i klubhuset tirsdag, den 27. september efter cykling. Og Birgit giver kaffe til alle, der cykler med på vort hold tirsdag, den 19. september efter cyklingen. Birgit bor Johan Skjoldborgs Vej 6.
Vi finder nok aldrig ud af at cykle i samme tempo med de vidt forskellige cykler og aldre, vi har på dette hold. Vi hygger os med hinanden og har måske ikke lyst til at deles, men det bevirker så, at de hurtige er tvungen til at vente på de langsomme.
Egentlig hører ryttercykler jo ikke til på vort hold, men det er dejligt, at de har kræfter til at samle os op, hvis vi sakker bagud. Det skal bare ikke blive sådan, at det er ryttercyklerne, der bestemmer tempoet, for så mister vi mange.
Gitte
Tirsdag den 6. september
Da ingen havde skrevet et referat og jeg ikke var med, fik jeg fortalt, at turen gik til Skovby, hvor 2 af vendte om og cyklede hjem, da de ikke kunne mere. De øvrige kørte over Fjelby og Tandslet tilbage til Sønderborg. Gennemsnitsfarten kunne jeg forstå lå et stykke over 20 km/t.
Gitte
Tirsdag den 30. august
En skøn skøn aften. Men man må yde, før man kan nyde. Ni seniorer knoklede op ad Dybbøl Banke og så via Vemmingbund, Dynt og Skelde ”Broue-land” rundt. Derefter Broager By, Smøl Vold, Nybøl, Dybbøl Banke, Grønnekærvej og langs havnen tilbage til klubben (34 km). Her var der hyggeligt samvær med de øvrige cykelhold i det dejlige vejr og ikke mindst med udsigt til den flotte solnedgang. I Tyskland kan man få ”Torte satt”. Vi fik ”Grillpølser satt”, da klubben havde inviteret til ekstraordinært pølsegilde. Tak til klubben. Tak til alle.
Hilsen Kirsten
Tirsdag den 23. august
Vi var 10 friske cyklister, der i det fineste vejr lagde ud med at cykle mod Als under ledelse af Gitte.
Forbi fjernvarmeværket, hvor de har fået den flotte træskulptur for spejderlejren i 2017 op at stå.
Videre ad Nørrekobbel, Agtoftsvej, Torvet .. Augustenborg Landevej. 1. opsamling ved samkørselspladsen.
Videre mod Ketting, men inden da måtte værktøjet i brug, da vi havde en punktering. Her benyttede flere sig af at få nogle flere km. i benene og det lykkedes så at få samling på tropperne i Ketting. Nu gik turen mod soluret i Guderup. På vejen passerede vi Egen Mark med de smukkeste gladioler i alskens farvet.
Efter en pause fortsatte vi over Elstrup til Hundslev, hvor vi igen havde opsamling og hyggesnak med evt. en kommende cykelgeneration (dog kørte de på segboard)
Nå, men vores tur gik videre over Lillemølle til Ketting. Her passerede vi igen de flotteste blomster, denne gang solsikker.
I Ketting blev vi enige om at cykle over Sebbelev på hjemturen. Det gik jo godt, og i Osbæk kørte vi i den lette retning af bakken ( som Gitte skriver: Ja, hvis vi i dag synes, at bakken i Osbæk er høj, kan vi være glade for, at det ikke var i 1910, vi skulle cykle. Da var bakken dobbelt så høj og cyklerne uden gear.)
På dæmningen i Augustenborg havde vi pause, opsamling og afsked på denne smukke aften, men desværre også endnu en punktering. Her blev der nu ringet efter hjemtransport.
Lidt spredt kørtes resten af turen til Sønderborg, hvor nogen cyklede hjem, og andre ud at bade. Uf… men vi havde tilbagelagt ca. 37km.++
Tak for en herlig aften.
Birthe C.
Tirsdag den 16. august
Vi var 9 friske ”unge” cyklister som startede i høj solskin fra klubhuset.
Vi kørte Kær halvø rundt, over Ulkebøl til Augustenborg, hvor vi holdt første stop. Gitte hoppede fra og kørte hjem, da hun havde lidt problemer med luften.
Derefter gik turen over Sebbelev og Ketting til Hundslev (2. stop). Da vi startede op igen havde Conny mistet luften………..på baghjulet. Vi fik monteret en ny slange, og så gik turen videre over Notmark, Gammelgård, Mianghøj, Miang til Kirke Hørup, hvor vi holdt næste stop.
Derefte videre af Sdr. Landevej til krydset ved Sønderskoven. Her tog vi afsked med hinanden efter en rigtig god tur i lun sommeraften i den alsiske natur. En tur på ca. 48 km i frisk tempo. Det må siges, at være flot for vores gruppe.
Hans Jacobsen
Tirsdag den 9. august
Et imponerende antal på 13 cyklister trodsede truende, tunge regnskyer og vild vind og en noget kølig aften. Vi tog turen over Chr X’s bro, ud til Ragebøl, videre mod Vester Sottrup, tog Gammel Landevej og indover Tøtmose til Nybøl Mølle. Vi holdt en lille pause og fik lige snakket tilmelding til klubtur til Svendborg. Der er ni tilmeldte fra seniorholdet.
Vi fortsatte til Nybøl, hvor OL håndbold vandt over fortsat cykling. Vi kørte hjem over Dybbøl Banke og Grønnekærvej. 25 km denne aften. Igen igennem ukendt terræn for mig, noget af det i hvertfald.. Dejligt
Tina havde bagt kage, og 5 af os tog med til klubhuset til kage og kaffe.
Jørgen fortalte at vores gennemsnitshastighed er øget over årene.
Lykke
Tirsdag den 2. august
Mange glade cyklister i et flot solskinsvejr.
Jeg fik til opgave at lave en rute.
Den gik langs havnen. Vi blev nødt til at cykle gennem Søndergade, da Sdr. Havnegade var lukket.
Vi kørte så ad Strandvejen, gennem Kurhusskoven, Frihedsallé, Borgmester Andersens Vej til Sdr. Landevej. Et lille samlestop. Derefter til Høruphav, hvor vi også havde et lille samlestop.
Videre ad Vestervej til Kirkehørup hvor vi kørte mod Mjang og til venstre mod Nordborg Landevej, hvor vi skulle finde vejen ind gennem viadukten til Bro. I Bro til venstre ad den gamle landevej til Krumum, hvor vi fortsatte over den lille dæmning og fulgte stien langs med E Lillehav til den store dæmning. Opsamlings stop.
Over dæmningen, op under broen, til venste mod Lambjerg og Kirkehørup, til højre ad Vestervej. I Hørup kørte vi så mod Vollerup ad Lambjergskovvej. I Vollerup ved kroen til højre hen til banestien.
I Ulkebøl stop for denne aften. De fleste kørte så hver til sit. Der var nogle, der kørte Kær rundt til klubhuset ved Verdens Ende.
Turen blev på ca. 35 km. fra klubhus til klubhus.
Det var en af de dejligste ture jeg har været med på. Høj klar solskin og ca. 20 graders varme og stort set ingen vind.
Fantastisk. Tak skal i have.
Johannes
Tirsdag den 26. juli
Selv nu, hvor så den ene og så den anden er på ferie, mødte otte seniorer op til ugens cykeltur via Sandbjerg, Ø.Snogbæk og Blans til Ballebro færgehavn, hvor der simpelthen er lagt op til en is-pause. Vi fik en god og hyggelig snak på bænken og fortsatte derefter gennem Blans, Ullerup og retur ad Philipsborgvej til Vester Sottrup, hvor vi tog Gl. Landevej til Ragebøl og sluttede som sædvanlig, når vi er på de kanter, med at hilse af ved Rema, mens vi alle var samlet. I alt 36 km i dejligt cykelvejr og endnu en god og aktiv oplevelse rigere.
Hilsen Kirsten
Tirsdag den 19. juli
Den 19/7 cyklede vi 10 seniorer afsted , i det dejligste sommervejr. Op forbi rensningsanlægget , ud til Ulkebøl , derefter direkte af landevejen til Guderup. Egen bakke , tog pusten fra os. Mod højre til Fynshav . Så gik turen til Bro rundkørsel , og hjem til Sønderborg . Det blev til 42 km., i det bedste cykelvejr , der findes. Glemte lige , at fortælle , at vi også havde en punktering MVH. Connie
Tirsdag den 5. juli
Skal, skal ikke ….. Det øsregnede, men så holdt det lidt op. Dog måtte jeg have regnbukser på, da jeg cyklede ned i klubben.
Men klokken blev 18, og vi var nu 2, der i tørvejr tog en tur rundt om lufthavnen og gennem Kær tilbage til Sønderborg. Det var nu for kedeligt kun at være 2, vi savnede nogen at køre om kap med, så vi valgte at tage hjem og få et varmt bad, da vi var varme indvendig, men kolde udvendig.
Det blev så kun til 20 km denne gang. Håber det går bedre næste tirsdag.
Gitte
Tirsdag den 28. juni
Så blev det endelig tirsdag igen, og vi skulle ud og cykle på senior holdet. Vejret var dejligt, og vi mødtes foran klubhuset på bænken, hvor hyggesnakken gik.
Da klokken nærmede sig 18, begyndte folk at snakke om, at vi skulle ad Grønnekærvej. Hvor svær kunne den være, mod nogen af de andre bakker vi har været på ?
Inden vi nåede toppen var min hals som sandpapir og farten var minimal, men op kom jeg og alle andre også. På toppen havde vi så vores første stop efter bare 5 km.
Da vi alle havde fået vand og pusten igen, gik det igen i en god fart mod Nybøl. Men ak og ve inden vi nåede Nybøl, var den første drejet af for at forkorte sin tur, og en tog vejen mod Broager i stedet for mod Nybøl. Frem kom telefonen og hun blev fundet igen.
En af vores mandlige ryttere cyklede hen til hende, og den anden mandlige rytter guidede os andre videre på turen, og vi mødtes så alle igen ved landevejen mod Gråsten, og turen kunne fortsætte i fælles flok.
I Gråsten skete der så lige en punktering og igen var det de 2 mandlige ryttere, der sprang til for at få cyklen til at køre igen.
Midt på Amtsvejen til Nybøl drejede vi af for at kører tilbage på de små veje over Stenderup, Ragebøl og Dybbøl. Inden vi kom til Ragebøl, holdt vi lige et lille stop hvor vi fik informationer om afslutningsturen til Svendborg i oktober. En af rytterne var så ivrig med at cykle, at hun ikke opdagede, at vi stoppede. Hun kom dog heldigvis tilbage og fandt os igen.
Så cyklede vi alle mod Sønderborg og holdt samling ved Rema 1000, hvor vi alle var enige om, at selvom vi havde mange stop så havde det været en rigtig god tur, i dejligt vejr og med mange nye oplevelser.
Tirsdag den 21. juni
Turen startede uden leder med lidt snak om ruten. Der blev foreslået 3 ruter, men ikke fastlagt noget fast.
Det gav en lille diskussion i Ragebøl, hvor turen blev fastlagt. Den fortsatte over Sandbjerg til Sottrup Skov, hvor vi fik et look ud over verdenshavet Alssund. Vi fik også besøg af en hund, som slet ikke kunne lide os, og dens ejer synes heller ikke, at vise stor gæstfrihed.
Inden vi blev helt spist af en masse småfluer, kørte vi videre V. Sottrup via Ø. Snogbæk. Videre gennem Stenderup forbi frikirken til Nybøl. Herfra til Dybbøl ad Bøffelkobbelvej og over motorvejen til Ragebøl tilbage til Sønderborg, hvor vi tog afsked ved Rema 1000 på Dybbølgade.
Turen var på 35 km og der deltog 11 gæve unge seniorer. Godt kørt.
Hans.
Tirsdag den 14. juni
Vi var 10 der valgte en tur uden for mange stigninger, og vi kredsede omkring lufthavnen, så vi var klar til at slå til, når pølserne var varme og øllerne kolde.
Ruten var følgende: Havnen, stranden, Borgmester Andersens vej, Sdr. landevej, Katrinelund, under Augustenborglandevej, Ulkebølsten, Præstegårdsvej, Bjørnemosen, Ulkebøldam, over omfartsvejen, og et par gange forbi lufthavnen. ca 30 km.
Venlig hilsen
Rasmus
strong>Tirsdag den 7. juni
Vi startede 12 cyklister fra klubhuset . Op forbi rensningsanlægget , Alsmotor og mod Bilka , ud til Bro rundkørsel, hvor vi drejede af til højre , kørte til Almsted korsvej , drejede til venstre mod Notmark , gennem Hundslev , ud til Ketting , pause ved Ketting kirke . Nogle forsatte lige ud til Augustenborg, andre tog ruten over Sebbelev ,Osbæk ,mødtes på dæmningen . Da vi kulle have is på havnen i Sønderborg , blev vil enige om ,at køre gennem Vollerup , Huholdt, derefter Sdr.Landevej ind til Borgmester Andersens vej ,hele vejen rundt til iskiosken . Alle fik en velfortjent stor is med guf. 2 var friske, og tog sig en dukkert Det blev til 38 km på een af de første sommeraftener i år. Hilsen Connie
Tirsdag den 31. maj
På denne sidste forårsdag drog 12 senior cyklister ud i det varme landskab. Langs Standpromenaden, igennem Høruphav, Mintebjerg, Tandslet, Miang Høj, via Augustenborg og hjem. 38 km ifølge Jørgens opmåling.
Tænk at jeg har boet her så mange år, og så ser så mange nye stednavne, jeg aldrig har set før.
Lidt blæsende, men heldigvis ikke så meget som dagen før.
Der var en duft af sommer fra markerne, og varmen fra asfalten kunne mærkes. Smukke grønne marker, der nok snart sukker efter lidt regn. Der var ikke meget trafik på vejene. Dog kom en stor flok klubkammerater susende forbi, mens seniorerne stod midt på vejen, næsten, og holdt hvil.
Tænker folk nyder den dejlige varme aften i haverne. Jeg så et par bare maver ved et bord med kolde øl eller vin, måske.
Tak for en dejlig tur med super seje senior cyklister.☀️☀️
Lykke
Tirsdag den 24. maj
Der er mødt 7 personer op.
Start hen ad havnen mod slottet. Ad Strandpromenaden, gennem Kurhusskoven ad Frihedsallé. Ad Borgmester Andersens vej til Sønder Landevej, hvor vi drejer af mod Høruphav. I Høruphav til venstre mod Kirkehørup, hvor der er ophold og samling af tropperne. Videre mod Mjang.
I Mjang til venstre mod Bro. Augustenborg Landevej til venstre mod Sønderborg. Ved Spang samkørselsplads samling på tropperne og snak om, hvad vi skal køre. Vi bliver enige om at køre gennem Ulkebøl og ud mod flyvepladsen til venstre ad Tombølgårdvej til Kær. Herefter tilbage til klubhuset, hvor Gitte server rabarberkage.
Kørt ca. 30 km og alle med hjem.
Vejret som så ofte fantastisk mildt og ingen vind.
Johannes
Tirsdag den 17. maj
Med kort varsel fik jeg lavet en tur på ca. 32 km – troede jeg – men da jeg var hjemme, havde jeg kørt 42 km. Dertil skal siges, at jeg har 3,5 km til klubhuset. Så det var ikke helt forkert 😉
Vi var 11, der tog afsted i kulde og blæst mod Ragebøl, hvorefter vi kørte rundt, rundt, rundt og rundt i en masse rundkørsler (eller hedder det rundcykler), inden vi nåede over til Dybbøl og kørte op til rundkørslen ved Bøffelkobbel, herefter mod Broager, Mølmark og ned til Cathrinesminde, videre til Brunsnæs og Iller, og så troede jeg, vi kunne tage Bønnelandsvej mod Dynt, men Hans fik ret, det var en grusvej. Så vi måtte videre til Gammelgab og herefter ad Krammarksvej til Dynt, Vemmingbund og så mod Sønderborg igen. På Dybbøl Bank sagde vi farvel og spredtes for alle vinde for at komme hjem til et varmt bad (medmindre man er Viking).
Undervejs fik vi snakket om, at der var Fryndesholmløb (Fynshav) søndag, den 19. Juni, se invitationen under Kalender, hvor alle, der har tid og lyst, kan tilmelde sig. Det er et meget hyggeligt løb.
Gitte
Tirsdag den 10. maj
Tirsdag den 10 maj, kørte 10 seniore følgende tur i et fantastisk flot solskindsvejr: Havnen, Chr den x bro, Åbenråvej, Sandbjerg slot, (her tabte jeg mine cykelhandsker) Nørremøllevej, Snogbækvej, Vester Sottrup, Broagervej,
Nybøl landevej, Broager, derefter mod Flensborg landevej, til Dybbøl banke, hvor vi sagde MOJN og tak for en god tur på Ca. 32 km.
Senere tog jeg min bil og kørte til Sandbjerg Gods og fandt mine handsker.
Med venlig hilsen
Rasmus
Tirsdag den 3. maj
Min første cykeltur med Seniorerne
Tirsdag d. 3. maj stod jeg hjemme i køkkenet med en bunke sportstøj og så meget tænksom og forvirret ud, da min mand kom hjem. Han spurgte straks om jeg ville over i cykelklubben, men jeg rystede lidt på hovedet og svarede: naj, tja, måske, ved ikke helt, jo, skal jeg?
Men mænd er jo kendt for at handle, så før jeg nåede at fortryde helt, havde han fået mig udstyret med cykelbukser (som jeg selv har købt for 100 år siden), vindjakke fra CMS, cykelhjelm, cykelhandsker og solbriller. Han pumpede min cykel, skubbede mig ud af døren og sagde “God tur – husk at slå Endomondo til” – og så var jeg på vej. Over stok og sten gik det – jeg ville jo nødig kommer for sent – hen over den gamle bro, ned om havnen – det gik jo godt det her – og så kom jeg lige til den nye bakke foran kasernen. Puha – konditionen var vist alligevel ikke for god. Forpustet og rød i hovedet ankom jeg til klubben. Og der stod mine nye venner – Seniorerne – dem på de almindelige cykler, uden racercykler og klik-pedaler. Og sikke en velkomst. Alle smilede og ønskede mig velkommen – spurgte interesseret til hvem jeg var, om jeg havde cyklet før osv. Og så blev der sagt, at det var en god dag at starte på for vi skulle ud til Borghild og Kaj og have kaffe. Fantastisk!
Vi cyklede ud om lufthavnen – Ulkebøl – Vollerup – Huholt og endte ved Borghild og Kai i Grundtvigsparken. 1000 tak for dejlige boller og kage og herlig snak. En tur på 22,93 km (altså hjemme fra mig – for alt tæller jo ). Vi var 10 personer afsted og under kaffen fik jeg lige en aftale om en søndags cykeltur med 2 af mine nye venner!!
Så søndag d. 8. maj var jeg afsted igen. Denne gang gik turen ud om lufthavnen i strid blæst – videre til Ketting – Sebbelev og Augustenborg.
Læser du dette, og er du endnu ikke medlem af Cykelmotion Sønderborg, så skynd dig at få pumpet din gamle cykel og kom ned til os. Det er fantastisk at cykle sammen med andre, og du skal ikke være bange for at du ikke kan følge med – vi venter på alle.
Jeg glæder mig allerede helt vildt til tirsdag aften, hvor jeg skal afsted igen.
Cykelknus og kram
Eva
Tirsdag den 26. april
Så er der cykelaften, og det regner.
Vi er 7 mødt op. ”Stærkt”!
Start fra klubhus op forbi rensningsanlæg op til forbrændingen og til venstre mod Kær. I Kær til venstre mod Arnkil.
Ved busstoppestedet i Arnkil blev vi enige om at køre hjem. Det regnede og blæste for meget. Turen blev derfor ikke så lang. Ca. 10- 15 km.
Tak for i aften, vi mødes på næste tirsdag.
Johannes
Tirsdag den 19. april
Vi var 9 der startede over Chr X bro, videre ad Åbenråvej over motorvejen og videre mod vejen til Sandbjerg, her ventes der på samling.
Ved Sandbjerg gods, blev der holdt en lille pause.
Vi startede igen mod Øster Sottrup og Vester Sottrup, før Nybøl drejede vi af med retning mod Dybbøl by, her drejede vi til venstre ad
Dybbøløstenvej og her var der heldigvis rygvind, for ellers havde jeg med mine kun 8 gear, været nødt til at stå af.
Det blev trods masser af vind, en rigtig god tur på ca 30 km.
Ved venlig hilsen
Rasmus
Tirsdag den 12. april
var så første gang i den nye sæson, hvor hele seniorholdet skulle mødes til aftentur efter sidste uges aflysning. I aften var vi elleve, og hvor er det bare dejligt at stå foran årets bedste seks måneder med alle de rige muligheder, der kommer for at se verden fra en cykelsaddel og få kørt en masse kilometer under hjulene – for ikke at sige i benene! Skønt at se jer alle igen og dejligt at trille sammen derudaf. Vi cyklede direkte til Ketting Kirke med et par små opsamlinger/vandpauser undervejs. Efter Ketting cyklede seks over Sebbelev, mens fem cyklede ad Kettingvej, og vi mødtes så alle igen på dæmningen ved Æ’ Lillehav og kørte sammen tilbage til Sønderborg. Vi hilste som sædvanlig af med hinanden ved Madeskoven, mens vi endnu var samlet, og lidt efter lidt faldt den ene og den anden fra, mens de sidste vist sluttede ved klubhuset. Jeg fik cyklet 25 km. Glæder mig til næste tur.
Hilsen Kirsten
Tirsdag den 5. april
Den første træningsaften forløb lidt anderledes, idet den egentlig var aflyst p.g.a. regn, men da Jørgen tog ned til klubhuset for at tjekke, om der skulle dukke nye medlemmer op, tog vi med. Desværre nåede jeg knap til klubhuset før jeg havde en punktering. Med fælles hjælp fik de 2 mandfolk skiftet slange, så jeg kunne komme med langs.
Der kom 2 nye. VELKOMMEN TIL. Med os 3 blev vi så 5 seniorer, der lagde ud med bakken forbi rensningsanlægget. Ad Vestermark, Nørrekobbel, Stenager til Augustenborg Landevej v. lyskrydset.
Gennem Vollerup ud til Huholt, Sønderlandevej, Kathrinelund, Borgmester Andersensvej tilbage til Ulkebøl. Ad Kirkevej, Ulkebølsten, Bjørnemosen, over Omfartsvejen til Kær Bygade. Videre ad Vestermark og Nørrehavnegade til klubhuset, hvor det først da begyndte rigtig at regne.
En god tur på ca. 22 km.
Håber at se jer igen. Tak for en god aften.
Hilsen Birthe
Søndag, den 3. april 2016 – Sidste dag i træningsweekenden.
Vi mødtes kl. 9 i klubhuset – ca. 20 vil jeg tro – men vi 4 fra Seniorholdet blev enige om, at turen i dag ikke skulle være alt for lang. Og heldigvis for det. Jeg var glad for, at jeg ikke kunne cykle om lørdagen, for det er lidt hårdt at starte op med 3 dage i træk. Turen gik rundt forbi lufthavnen og over Ulkebøl til Vollerup, hvor vi drejede til højre mod Høruphav. Herfra gik det i fuld fart mod Sønderborg, for endelig havde vi medvind. Det blev vel ca. 22 km, men inden jeg var hjemme, havde jeg cyklet 30 km. Nu glæder jeg mig til at møde alle cyklevennerne tirsdag aften.
Gitte
Lørdag, den 2. april 2016 – 2. dag i træningsweekenden.
Rigtig mange var mødt op til en god og hyggelig morgenmad i klubhuset.
Kl. 10 startede alle hold op.
Vejret var koldt men tørt.
Vi var 3 seniorer, der cyklede turen over Chr. d. X.´s bro videre ad Aabenraavej mod Ragebøl.
Tog turen ned omkring Sandbjerg gennem Øster Snogbæk, Blans og Blåkrog til Varnæs. Herfra cyklede vi til Bovrup og mod Kiding. Ad Kiding Østermark, Kidingskov, Kielsbjerg til Bojskovvej hvor vi passerede over motorvejen – videre til Gråsten Landbrugsskole og ud til Sønderborg Landevej.
Gennem Adsbøl cyklede vi ad Amtsvejen og ind på Bøgevej, der fortsætter forbi Nybøl Mølle over til Stenderup. Fortsatte til Ragebøl over motorvejen og tilbage ad Aabenraavej til Sønderborg. Tog afsked i krydset v. Rema.
En tur på ca. 52 km. der var meget hyggelig. Undervejs så vi både højlandskvæg og andet kræ. Gæs og ænder. Blomstrende mirabelle buske og træer. Vi kunne også dufte det danske guld (gyllen) men slap da for fluerne.
Dagen blev afsluttet i klubhuset med dejlig vildsvinespisning og hyggeligt samvær.
Tak for en dejlig dag.
Birthe
Fredag, den 1. april 2016 – Første aften i træningsweekenden.
Vi begynder først sæsonen i den kommende uge, hvilket måske skyldes, at vi kun var 4 denne aften. Men vejret var helt forårsagtigt, så vi tog en tur til Høruphav, Lambjerg og videre til Ulkebøl og ud ad Kær Bygade tilbage til klubhuset. Undervejs fik vi tid til at snakke om, hvad det var for nogle flotte blomstrende træer, vi så rundt omkring i hegnene. Vi er blevet enige om, at det må være mirabeller, som blomstrer så tidligt. Nu må vi så holde øje med, hvordan de udvikler sig.
Det blev til 27 km, da vi kom tilbage til klubhuset, hvor vi fik en dejlig tomatsuppe, som Birte havde varmet. Det var rigtig godt. Og efterhånden kom de andre hold også tilbage, så snakken giv livligt.
Gitte